Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/02-15   -   Pressemeddelelse

Tre unge arkitekter skaber nyt orangeri



Offentliggørelse af vinderprojekt til Gl Holtegaards barokhave. Barokken møder samtiden i et nytænkende og levende orangeri skabt i et samarbejde mellem tre helt unge arkitekter; Kim Lenschow, arkitekt MAA, Søren Pihlmann, arkitekt MAA, og Mikael Stenström, arkitekt MAA.

I samarbejde med Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen inviterede kunsthallen Gl Holtegaard i januar 2015 til en åben konkurrence om en midlertidig pavillon i barokhaven. Der er tale om en udstillingstrilogi, hvor der hvert år i 2015-2017 bliver udskrevet en ny konkurrence om en fri arkitektur-opgave, som tilskynder en kunstnerisk arkitektonisk bearbejdning af en midlertidig pavillon til barokhaven.

Vinderprojektet for 2015 blev valgt på grund af sit suverænt stærke koncept, der kobler barokken til samtiden i en kunstnerisk helhed. Forslaget er en nyfortolkning af et af barokkens mest ikoniske byggerier, kirken San Carlo al Quattro Fontana i Rom, tegnet af arkitekten Francesco Borromini (1599-1667). Ved hjælp af geometriske grundformer; cirkler og ovaler skabte Borromini et dynamisk kirkerum af stor skønhed. Vinderprojektet til Gl Holtegaards barokhave forener denne klassiske form med vor tids højteknologiske verden, som er fyldt af materialer, der ikke skal være smukke, men blot opfylde et konkret behov. Et eksempel på dette er en teknik kaldet 'shrink wrap', som er plastik, der er udviklet til at omslutte og beskytte bygninger, både, biler eller andre genstande. Forslagets idé er således at 'wrappe' Borrominis kirkerum, og i dette rum danne et levende orangeri med citrusplanter placeret på hængende hylder.

Maria Gadegaard, direktør for Gl Holtegaard, udtaler:
"Vinderforslaget er en original kobling af barokkens historie og formsprog med nutidens industrialiserede materialer. Gl Holtegaards vision er netop at skabe basis for en kunstnerisk dialog, hvor historien og samtiden, det gamle og det nye, beriger hinanden. Arkitekterne bag orangeriet har til fulde indfriet vores drømme for den første pavillon i Gl Holtegaards barokhave."

Orangeriet vil blive åbnet for publikum d. 28. maj 2015.

Biografi - vindende arkitekter
Kim Lenschow Andersen (født 1987 i Norge) Søren Thirup Pihlmann (født 1987 i Danmark) begge uddannet Cand. Arch ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i 2014, driver sammen den nystartede tegnestue Lenschow & Pihlmann. Af tidligere opførte projekter kan nævnes pavillon til CHART Art Fair 2014 på Charlottenborg, samt værker udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling og Martin Asbæk Gallery i 2014. Udstiller på 'Housing and welfare' på Kunstakademiets Arkitektskole fra d. 18. marts 2015.

Mikael Stenström (født 1984 i Sverige) Cand. Arch ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i 2014. Har tidligere også studeret ved Lunds Arkitektskola. Har de sidste år arbejdet med en række kunst- og fotografiprojekter og har udstillet på Den Fries Efterårsudstilling 2014. Arbejder nu som arkitekt hos Diener & Diener i Schweiz.

Følgende blev også præmieret:
Andenpræmie på 50.000 kr. udarbejdet af Niels Henrik Brix, arkitekt MAA
Indkøb på 25.000 kr. udarbejdet af Bertelsen & Scheving Arkitekter
Indkøb på 25.000 kr. udarbejdet af Tegnestuen Lokal

Konkurrencen generelt
Der indkom i alt 107 forslag som alle blev optaget til bedømmelse. Dommerkomiteen bestod af Jens Ive, borgmester i Rudersdal Kommune, Maria Gadegaard, mag. art. i kunsthistorie, direktør Gl Holtegaard, Torben Schønherr, landskabsarkitekt MAA, MDL og Søren Leth, arkitekt MAA, begge repræsentanter for Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur samt Christian Hanak, arkitekt MAA, repræsentant for Arkitektforeningens bestyrelse.

Konkurrencer for de kommende to pavilloner med titlerne 'Menageri' og 'Sceneri' udskrives henholdsvis i begyndelsen af 2016 og 2017.

Relevant information

Download dommerbetænkning og læs mere
http://www.arkitektforeningen.dk/konkurrence/pavillon-til-gl-holtegaards-barokhave

Læs mere på Gl. Holtegaards hjemmeside
http://www.glholtegaard.dk/orangeri.html


Billeder


Pressekontakt


Firma

Akademisk Arkitektforening
Åbenrå 34
1124 København K, Danmark

  +45 30 85 90 00
  +45 20 82 00 78

http://www.arkitektforeningen.dk

Modtag nyheder fra Akademisk Arkitektforening på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire