Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/08-17   -   Pressemeddelelse

Velkommen til sensommer i Allépavillonen

Fredag d. 18. august indvies Allépavillonen i Kongens Have i København. Pavillonen, en enkel og samtidig legende konstruktion opført i nordisk træ, vil pryde den gamle barokhave hele sensommeren frem til 30. september.

Allépavillonen er en midlertidig installation, tegnet af de svenske arkitekter Krupinski/Krupinska Arkitekter, i samarbejde med den danske arkitekt MAA Per Olsen. Den er resultatet af en åben arkitektkonkurrence for medlemmer af Arkitektforeningen og er en gestus til København og til havens gæster. Den kan bruges til alt fra picnic til gåtur, leg eller en stille stund væk fra byens larm. Allépavillonen er opført i nordisk træ og formet som et kors, der danner flere rumlige forløb og gange, som besøgende kan gå på opdagelse i.

"Pavillonen giver de besøgende mulighed for at opleve byen og området på nye måder. Samtidig medvirker pavillonen til at vise midlertidig arkitekturs værdi for omgivelser og samfund, og er dermed et bidrag i debatten om arkitekturens rolle. Det glæder vi os over, at vi er med til at hjælpe på vej," siger Mathilde Petri, bestyrelsesmedlem, Dreyers Fond, der har støttet projektet i både 2013, 2015 og 2017.

"Pavillonen er den tredje i en trilogi initieret af Arkitektforeningens lokalafdeling i København. Gennem de åbne konkurrencer har talrige arkitekter givet bidrag til en udforskning af pavillonen som rum i landskabet og mulighederne i et enkelt materiale. Pavillonerne er resultatet af et givende samarbejde på tværs af fagligheder, mellem fonde, organisationer, frivillige og virksomheder", siger Natalie Mossin, formand for Arkitektforeningen.

Pavillonen er skabt specifikt til Platanplænen ved Herkules Pavillonen i Kongens Have og er en fortsættelse af de eksisterende alléer, Damegangen og Kavalergangen. Her kan man både dvæle ved trækonstruktionens detaljer, bruge den som gennemgang eller opleve Kongens Have fra et nyt perspektiv. Der er også en mobil scene, der kan placeres rundt omkring pavillonen til events, foredrag og koncerter.

Håndværksarbejdet er udført af tømrere fra Logik & Co., blandt andet kendt fra programserien på DR: Frihed, lighed og Tømmerlus. Logik & Co. arbejder med ligeløn, demokrati og ansatte, som har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Hvor og hvornår?
Pavillonen er tilgængelig for alle fra d. 18. august til den 30. september 2017 i Kongens Haves åbningstid fra kl. 7.00-22.00 (aug.) og 7.00-21.00 (sep.). Pavillonen findes på Platanplænen ved siden af Herkules Pavillon, Georg Brandes Plads 3 i Kongens Have 1307 København K. Det er gratis at besøge pavillonen.

I samarbejde med Herkules Pavillonen vil der i Allépavillonens levetid være events og optræden af forskellig art. Der er blandt andet en troubadourfestival på programmet. Hold øje med Facebook/Akademisk Arkitektforening og Facebook/Hercules-pavilon.

Baggrund
Arkitektforeningen indbød i januar 2017, på initiativ af dens lokalafdeling i København og i samarbejde med Dreyers Fond, Realdania, træleverandøren Moelven Danmark og Slots- og Kulturstyrelsen, til en konkurrence om udformning af en midlertidig pavillon i Kongens Have i København.Allépavillonen blev udvalgt som vinder blandt i alt 64 indsendte forslag.

Det er tredje gang, konkurrencen om en midlertidig pavillon til Kongens Have finder sted. Den første pavillon blev realiseret i sensommeren 2013 og den anden i 2015. Begge pavilloner var en stor succes og tiltrak sig meget opmærksomhed fra både besøgende og medier. Pavillonen OMKRING fra 2015 blev kåret til en af sommerens vigtigste udendørs seværdigheder i magasinet Wallpaper.

Udstilling af arkitekturmodeller
En arkitekturmodel er et lille kunstværk i sig selv. Se alle 64 modeller fra konkurrencen udstillet i foyeren i Arkitektforeningen fra 5. maj til d. 29. september 2017.
Tid og sted: Åbenrå 34, København K (lige ved siden af Kongens Have) mandag- torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15.

Tak til
Pavillon MAA 2017 er sponsoreret af Dreyers Fond, Moelven Danmark, Realdania og Carl Ras. Den er blevet til i samarbejde med Logik & Co., Slots- og Kulturstyrelsen samt Akademisk Arkitektforening og Herkules Pavillonen.


Relevant information

Læs mere på arkitektforeningen.dk
https://arkitektforeningen.dk/pavillon


Billeder


Pressekontakt

Anita Færk
Projektkoordinator
  +45 22 30 03 82
Annette Blegvad
Vicedirektør
  30 85 90 11

Firma

Akademisk Arkitektforening
Åbenrå 34
1124 København K, Danmark

  +45 30 85 90 00
  +45 20 82 00 78

http://www.arkitektforeningen.dk

Modtag nyheder fra Akademisk Arkitektforening på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire